Jeg har aldrig været på Anholt, der må vi tage til, engang når vi er kommet tilbage, når vi har penge og tid igen. Der er et spor der, jeg må forfølge, endnu et, det ender aldrig, der er altid en fært som venter på at blive fanget.

 

 

Jeg har aldrig før lagt mærke til hvor tæt på hinanden de to ord fært og færd ligger. Jeg var lige ved også at skrive fjært, men så bliver det næsten for plat, så nærmer vi os middelalderen for meget, Till Eulenspiegel, Rabelais og alt det, verden som et teater, komedie eller tragedie, vi ved det ikke, men en forestilling er det, grotesk, gotisk arkitektur, alkymiens begavede undergange. Vi er jo oplyste mennesker, vi er vant til rindende vand og internet, elektrisk lys og supermarkeder uden ende. Kroppen er noget vi slæber med os, vi går i fitnesscentre og køber udstyr for tusinder af kroner, for vi skal bevæge os som var vi vægtløse, som der ingen byrde var at bære. Vi tænker bedst, hvis vores kroppe er tæmmede, hvis vi er virkelig fit, så kan vi yde mere, og meningen med livet er jo at stå i tjeneste, vi skal gøre vores bedste, ellers bliver det aldrig bedre, ellers får dæmonerne fat, og vi styrter, det hele går i tusind stykker, vi vågner i en skyttegrav på en pløjemark og der er meget, meget langt hjem, vi er her bare, vi er her bare, fordi vi er her, fordi vi er her, vi er her, fordi vi er her, og nu vil vi gerne hjem. Men hvor mange skal dø, og hvor knuste skal vi være, før vi fatter det. Det er det samme om og om igen. Der er ikke en skid vi kan lære, som vi ikke allerede vidste i forvejen. Bedre end til at huske, er vi til at glemme. For gentagelsen er en glemsel i sig selv, indholdet går tabt og bliver til kanon, det vi skal igennem, bøger uden ende, dokumentarprogrammer, og allerede nu har jeg mødt veluddannede mennesker som ikke ved hvad holocaust er. Så kan det jo næsten være lige meget, så er det eneste vi ved, at alt som er sket, kan ske igen. Selv de sværeste tider har en ende. Der er liv efter døden, vi kan bare ikke vide hvordan. Det er det sværeste af alt; at indse at det hele fortsætter, men vi skal ikke være der til at opleve hvordan. Et kort glimt, og så er vi væk igen. Jeg ved ikke om det trøster mig, eller om det er det, der gør mig vanvittig. På det seneste har jeg tænkt meget, for meget, på døden, at jeg skal miste igen. Og det er gået op for mig, meget klart, at også mine dage en dag er talte. En dag er et mig der ligger, sidder eller står dér, hvor det så end må være, i en seng på et hospital eller under en lastbil, i et synkende skib, et fly som rammer jordens overflade alt for hårdt. En dag er det slut, det er virkelig sandt. Jeg overvejede at skrive en roman om skæbnespyddet, hvordan det blev reddet i land på Anholt og grundlagde en djævlekult dér.

 

 

Men jeg skriver ikke thrillers, jeg har ikke tid til alt det mørtel, alle de sten som skal hugges ud og slæbes på plads, sindrige maskiner og trisser og planer, jeg er virkelig ikke særligt praktisk anlagt. Jeg kan ikke gøre noget færdig, der er ikke noget at blive færdig med.

 

Har du også set en and lette fra søens vand. Har du også hørt nogen synge mens de gik ud med dagens affald. Det skal nok gå. Det skal nok gå. Det hele. Det er også bare det, at have nogen at rejse med, som gør mig lykkelig.