Lad mig se. Mange tid du sætter i gang i dit brev der og videre ind i min knold. Nyt brænde til bålet. Godt. Må se om jeg kan samle noget sammen til svar her.

 
 
Lufter lige pt. ud på mit værelse og drikker en kop kaffe – bare sådan noget halvslattent pulver noget, som moder altid har med, når hun er på besøg, så det er ligesom blevet det vi drikker her på adressen, selvom jeg osse har et halvt kilo bønner med fra Indien, men som jeg ikke rigtig har fået drukket så meget af endnu, og nok af to grunde egentlig: 1) den, at jeg altså har en masse pulverkaffe, som jeg af en eller anden grund mener jeg må få drukket først, det er osse lettere at tilberede, skal jo nærmest ikke tilberedes, modsat bønner som skal kværnes først osv. 2) at de bønner er blevet lidt hellige for mig, lidt relikvie, og kan man så bare kværne og drikke dem, for så forsvinder jo noget bevismateriale, kære minder, souvenirs som det hedder. – Hvis en dag du kommer på besøg, skal jeg gerne servere dig en kop helligbønnedrik. – Ja, sådan går det nok med de bønner: de er forbeholdt særlige lejligheder, undtagelser. – På sin vis er det mig egentlig imod, det med at gøre noget mere værd end noget andet. Det er jo for fanden bare kaffebønner. Og klammes ved den måde kommercielle produkter gøres mere tillokkende på, ved at knytte en historie om malkeko på grønne agre og glad bonde med strå i mund, helt morten korch, til dem. Det er ikke bare mælk, du køber, det er en historie, en livsstil, som man kalder det, et verdensbillede. Jeg skal da lige love for, man får noget for de penge. Det er luft man køber, gas. – Men samtidig lever vi på den slags, det er vel det som før vores bette jordeliv til at hænge sammen for os, at vi laver en fortælling om det, så det ikke bare forekommer os at være det rene ingenting, som det på sin vis faktisk er. Godt nok, så. Og kunst lever af det. Har lige læst H. Voetmanns Alt under månen – en fin roman om Tycho Brahe og forfængelighed og mislykkethed og menneskelig dårskab. Det er Voetmanns emner, altid. Mennesket som pinagtigt og pinligt pruttende og smertende liderligt kød, som gør sig til og gør sig til, noget så forfængeligt observerer himmellegemerne, forsøger at skrabe alverdens viden og indsigt til sig, så man kan føle at man er med i en stor historie, en færd imod noget større og bedre, mere lys. Men alle som en ender hans karakterer i forfald og prut og knepperier. De rådner og forsvinder, efterlader et lille spor, nogle skriblerier og nogle knogler i jorden. Og sommetider bliver de skriblerier så faktisk læst, og nogen, fx Voetmann (og nu mig) skriver videre på de skriblerier. Så opnåede man lidt udødelighed. Eller det gjorde man så faktisk ikke, det var bare ens efterladenskaber som blev fordøjet, omsat i fortællemaskinen, sådan som det pinlige pruttekød i jorden blev omsat til næring for orm og planter osv. Osv. – Hvor kom jeg fra. Det er forår. Og jeg har ikke været udenfor en dør endnu. Det skal jeg da. Og klokken er allerede henad 19. Den tid, som den går. Den skrift, som den skriver, nærmest sig selv. Jeg skal osse snart til at nosse mig sammen til at udgive noget, udgive mere, træde i karakter, som man siger, ind på scenen, i kampen (snottede metaforer og man er fyldt med, sorry jeg bruger dig som lommetørklæde). Men jeg er opdraget til anonymitet, man skal ikke gøre sig til, ved næsten intet om min far, for han fortalte aldrig om sig selv. Og når han endelig gjorde, så var det gerne rødvin som fik tungen på gled, og han indledte så altid de kommende anekdoter med et: Men det her har jeg jo sikkert fortalt tusindvis af gange før. Det havde han ikke. Men trangen var der jo, det vidner det med de tusinde gange før om, at det fyldte i ham, kværnede rundt derinde i hans knold, trangen til at fortælle om sig selv,  fortælle sig selv. Men det er jo osse risikabelt sådan at stikke næsen frem – så kan den kappes af. Nu fortæller jeg lige noget voldsomt: Da min far var død, sagde jeg nogle dage efter til min mor, at jeg var ked af at han altid gik så tidligt i seng, når jeg var på besøg, lige når snakken begyndte at løbe frit, takkede han af. Og mors svar til det var, at han jo var blevet skrøbelig, han havde problemer med hjertet, og jeg gjorde ham bange, for jeg har så meget temperament, jeg kunne blive så vred på ham. Og det er desværre sandt. Bl.a. jo pga. netop det, at han sagde så lidt, at han ikke gav sig til kende. Og jeg ville gerne lære ham at kende. Men han var altså bange for mig, bange for at jeg kunne slå ham ihjel. Det blev sagt, det sagde min mor: Han var bange for at du kunne slå ham ihjel. Så farligt er det altså at sige noget. Og måske har jeg ikke så helt lidt af min far i mig. Når vi vil lære andre at kende, er det vel osse altid os selv vi vil lære at kende. Men bryder vi os om det vi får at vide om os selv via andres blik på os. Blir vi forstået, og kan vi selv forstå. Det er gyngende grund, koen er på isen. Det er præmissen, I know. Men faen, der er en grænse som skal overskrides. Og den er personlig. For tiden forsøger jeg at tage tyren ved hornene, for det kan vidst ikke lade sig gøre, blot at springer henover den, er jo ikke nogen græsk helt, ligefrem. Forsøger at tage det personlige stof og transponere det til myte, altså gøre det alment. For jeg kan ikke helt glemme mig selv, så jeg må tage mig med. Det tænker jeg. Og måske ad den vej efterhånden arbejde mig videre ud i et større landskab, længere væk hjemmefra (kommer lige nu til at tænke på Charles Olsons FIELD som er så vigtig for Peter Laugesen, som er en af de helt store for mig, en af dem som åbnede mine øjne for hvad skrift og litteratur og kunst kan.)
 
Tror jeg har fortalt om noget af det her før. I Smedehuset sidste år. Gode dage der. Jeg har mere på hjerte, men skal ud af døren om lidt, mødes med Troels og vi skal se en film i bio.      
Advertisements

One thought on “Lad mig se. Mange tid du sætter i gang i dit brev der og videre ind i min knold. Nyt brænde til bålet. Godt. Må se om jeg kan samle noget sammen til svar her.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s