ja. for mig er hjernen der hvor det sker. jeg ved sgu ikke helt. jeg kan godt genkende, det du skriver. jeg er samler, bestemt. jeg har den længsel efter grænseløshed. et begær efter alt, sgu. jeg er voldsomt (nærmest sygeligt?) optaget af at bekræfte at virkeligheden findes. og jeg frustreres over mine begrænsninger. som bl.a. er kroppen, ja, den skal dø, den kommer til skade, jeg forstuver en ankel. hjernen tolker skaden som smerte for mig. så er jeg også smerten i min ankel. og det kan gå den anden vej:

jeg kan havde det ad helvede til mentalt, og så kyler hjernen smerten ned i maven, ud i min venstre lillefinger, jeg kan ikke få vejret, det flimrer for mine øjne. for tre-fire år siden var jeg efterhånden så smadret mentalt, at jeg lukkede ned for mine kunstneriske ambitioner og blev postbud. to et halvt år, hvor jeg stort set ikke lavede andet end at knokle op og ned ad trapper, fryse, svede, det var pissehårdt. og det gjorde mig godt. jeg var god til det. jeg opdagede min krop. men, indrømmet: samtidig var romantikeren med mig: jeg nød at være samlingspunkt for en masse linjer; brevene fra her og der, gennem mine hænder, via mit arbejde ud til modtagerne. efterhånden som jeg blev rask i knolden, lavede jeg et system for mig selv: jeg ville sige op, når jeg havde delt post ud til hele området, været overalt på frederiksberg. jeg samlede på gader, opgange, navne. jeg nød at kunne huske så mange navne, adresser udenad. men altså samtidig: nydelsen ved at lære at åbne døre, gå op og ned ad trapper, cykle, få brevene gennem brevsprækkerne så elegant som muligt. jeg skal have skrevet om den tid. jeg kan godt forestille mig, at jeg var gået helt i stykker, hvis ikke jeg havde haft den erfaring, at have en krop, også være en krop. jeg savner det. og ville gerne være fortsat, hvis ikke det tog så alt for meget af min tid og min energi. jeg begyndte at ville skrive igen. så jeg måtte finde en anden måde, at tjene penge på. nu arbejder jeg med mennesker med hjerneskader. nogle af dem så skadede, at de ikke er meget andet end smertende kød. og jeg nyder også det arbejde. mindre fysisk, jo, men det er vigtigt med den fysiske kontakt med mennesker uden sprog, det er sgu også en kropslig erfaring. at de får det godt, når jeg giver dem et kram. øjenkontakt er også kropsligt fx, stemmeføring, kropsholdning. men det er nyt for mig, det med kroppen. en sen erfaring. men jeg kan ikke skrive uden krop, selvom jeg måske har en drøm om det, selvom jeg måske sommetider tror at det er muligt. giver det mening? – og fuck, hvor de behandlede os dårligt i postvæsnet. det var også derfor jeg sagde op. de opfattede os ikke som kroppe. det var så gennemrationaliseret, det hele, så hvis man havde ondt i foden, kunne det ikke forstås, så var man undværlig. første gang der var ruteomlægning, mens jeg arbejdede der, var jeg med på råd, sammen med nogle andre postbude. anden gang var det hele regnet ud i et computerprogram, så måtte vi bare tvinge vores kroppe ind i det preprogrammerede lort. jeg oplever vores kultur, vores samfund som kropsløst, eller i hvert fald forskudt fra den, bange for den. og jeg er indføjet i den kultur, kan ikke undslippe den, og jeg lider under det. så må jeg gøre sådan noget som at tage til Indien og blive blæst igennem, få tårnet væltet nok en gang, se skabede hunde æde forkullet menneskekød, se dem bløde ihjel pga. skab. se mennesker som ikke har det meget bedre. opleve hele det kaos, blive køresyg, bange, få diarré, blive ekstatisk af alt det kaos, alle de lyde, den varme, lugte, jeg siger dig, at hjernen havde det vildt, hvor fanden var den? måtte bare stole på benene, at de fik den frem, helskindet fra sted til sted. og hjernen styrer jo paradoksalt nok de ben. og jeg oplevede at blive behandlet som en gud, folk som bare ville røre ved mig, fotografere mig, have deres børn til at sidde på mit skød. hvis blot lidt af min velstand, sundhed, prosperity blev overført til dem. og skammede mig over det. jeg føler mig fuldstændig skævt placeret i verden. mentalt så vel som kropsligt. sådan er det vist. men, jep, det mentale kommer først for mig. og jeg bliver hele tiden væk fra min krop, for så at blive mindet om den igen. og opdager at den hele tiden var der. men jeg synes der er der mere og mere. og noget andet: jeg er så forbandet menneskesky. også det sender mig hele tiden væk fra kroppen. for det opleves meget fysisk: blodet løber til benene, bort fra hjernen. så fristes jeg til at gemme mig i mit uendelige museum, flytte rundt på tingene til angsten forsvinder. satme vildt at være i Indien, hvor der næsten ingen gemmesteder er. nok for nu. jeg er sulten. og jeg er træt. og det er forår. det er tredje gang jeg oplever det i år. og jeg kan dokumentere det. og jeg er solbrændt. og jeg tror at noget af skidtet under mine negle stadig – her en uge senere – er fra Indien, jeg ved ikke hvor alt det skidt kommer fra. måske skulle jeg indsamle det skidt, og putte det i en pose. det kunne godt ryge med i udgivelsen. yes. osv.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s