drikker en lunken sweet stout og tænker på den her mærkelige dag, som har budt på en masse kig tilbage og en smule frem.

fx har jeg i dag skrevet det her: Har i dag modtaget en pakke med 150 cd’er med en 22 minutter lang lydoptagelse fra marts 2012. Og tidligere på ugen hentede vi (Troels Emig og jeg) 6 x 150 sider med tekst + 6 x 150 sider med tegninger fra tryk. Og vi har modtaget 150 labels med påtrykt kolofon. Og vi har købt 150 luk-selv-plasticposer i A4-format. Og vi har 150 små luk-selv-poser indeholdende små objekter indsamlet i marts-april 2012.

og det her: min hukommelse er lidt hullet mht. hvordan og hvorledes lige da jeg modtog nyheden. men som du skrive, wolle, var jeg på besøg hos troels til overnatning, og mon ikke vi har været overvældede, ikke helt vidst hvordan vi skulle reagere, følelsen af nogen absolut, noget voldsomt tragisk, et uigenkaldeligt tab, som vi ikke havde oplevet før, så unge som vi var. husker svagt noget med troels’ noget ældre storebror (var flyttet hjemmefra) som i telefonen sagde noget i retning af, at det kom bag på ham, at det ikke var sket for længst. og så er vi vel gået op på troels’ værelse og har sat noget nirvana på anlægget og givet os til at spille wolfenstein, pløkket nogle nazister point of view. vi skiftedes til henholdsvis at styre figuren gennem bunkeranlæggene og at skyde. – og i dagene efter husker jeg noget med at tænde stearinlys og høre alle albums igennem kronologisk sammen med vennerne.

+
men i det hele taget er lyden af nirvana for mig uløseligt forbundet med dén periode i ens liv, hvor man så småt kommer til bevidsthed om en meget stor verden omkring en, en verden som var langt større end rolighedsvej, hvis grænser langt overskred den som gik ved sandagervej, fjerritslev, han herred eller vesterhavet, en verden som var større end københavn endda. der foregik noget ovre i seattle, som man kunne relatere til, et oprør, noget med at klæde sig meget lidt konformt, i for store skjorter, hullede t-shirts, slidte sko, at der var skønhed i det slidte, det balrede, det desperate osse, det syntes at klinge vel med en eller anden uformuleret følelses jeg rendte rundt med. nirvana var osse et skrig fra provinsen, og ikke bare provinsen, men provinsens udstødte – dem som vel egentlig kulturelt rettede sig imod de store byer, væk fra marker og fodbold. ikke fordi der for så vidt er noget galt med marker og fodbold, det var bare ikke dér jeg hørte til. og så var det jo ikke bare musik, det var osse kunst. de her unge gutter og gutinder (for det var osse et oprør imod stereotyper kønsroller – det var et oprør imod enhver sterotypi – og yes, sommetider var oprøret naivt og infantilt etc. sårn er det med oprør) fra seattle og omegn krydsede alverdens områder – de var både digtere og billedkunstnere og spillede både på traditioner fra heavy og punk og pop og alt kom ned i gryden. det rykkede. og jeg tror faktisk at det var enormt afgørende for mine valg og veje gennem moradset (livet /red.). det kan sammenlignes med ungdomsoprøret sidst i ’60erne med deres flower power etc. og med punken sidst i ’70erne med deres fuckfingre og smadr. grunge rummede på sin egen måde begge de to budskaber i sig. og noget helt tredje selvfølgelig. og så ved jeg ikke om det er mig som er ved at blive smågammel og konform i knolden, det er muligt, men synes faktisk ikke der er sket noget helt så omstyrtende siden. men måske er det faktisk i gang lige nu. der sker nogle vilde ryk i litteraturen i hvert fald, og har osse et godt øje til den renaissance som foregår i metalverdenen, hvor der trækkes på bl.a. østlige traditioner – trancemusik, monotoni, spiritualitet forlenet med metallens insisterende hårdhed og mørke (fx OM og YOB) – også indenfor hiphop og techno sker der ting og sager – bevægelser ud i internettets unheimliche schizofreni fx. eksempler kunne være death grips og albertslund terrorkorps. men det forblir i undergrunden, mere eller mindre. i hvert fald har det ikke samme kommercielle mainstream-appel som grunge havde. og det er måske godt nok. og dog. for mainstreamen skal sgu osse ruskes igennem i ny og næ.
den første tekst handler om at troels emig og jeg snart har en udgivelse klar, bålene brænder, hedder den, og hvirvler rundt om vores første tur til indien for to år siden i disse dag. en vild og omvæltende tur for mig, et nyt syn på livet, et nyt syn på døden, at opleve ligbålene ved ganges, bålene som brænder non-stop og ifølge myten har gjort  det siden tidernes morgen – den evige ild som hvirvler os rundt i kosmos, kosmos rundt i kosmos. at vi er tænkende partikler osv. en klassisk erfaring. nu kan vi så snart få sat sløjfe på den erfaring, eller gi noget af den videre i det mindste.
den anden tekst handler om nirvana, og er et svar på min brors forespørgsel på Facebook om erindringer om nyheden om kurt cobains selvmord. kurt cobain var den store helt dengang. og en helt som blev retningsgivende for bl.a. mig – satte mig bl.a. i gang med at spille guitar – og i forlængelse af det, at skrive sange og altså osse tekster. siden forsvandt guitaren så fra mine hænder, og tekstskriveriet overtog manegen. men musikken forsvandt aldrig.
og så i går faldt jeg i søvn med alt lys tændt og curzio malapartes grumme roman kaput i hænderne. en meget vanskelig roman at læse, ikke fordi den rent formelt er vanskelig, men fordi den er set fra et vanskeligt perspektiv – malaparte skriver om, som italiensk officer under anden verdenskrig, at opleve pogromer i østeuropa. og der er den her ubehagelige aristokratiske hele vejen igennem, der tales om kristen moral. tyskerne kan han ikke holde ud – de er vulgære og arrogante. selv forsøger han hulkende at redde et par stakler – jøder – i ny og næ, men hvad kan man gøre, åh, man mærker at det er synd for ham, at hans skal opleve al den lidelse. det er grum læsning. han fremstår usympatisk, forfængelig, teatralsk, og roman lugter af selvforsvar, gloriepudseri – den er skrevet i ’44, hvor italien har tabt krigen, og han sidder på capri og tuder. samtidig er den et vildt usædvanligt indblik i en erfaring af holocaust, som man sjældent ser. jeg føler at jeg lærer noget nyt her. men det er tung læring. en æstetikers oplevelse af krigens brutalitet. en dybt selvoptaget æstetiker. et ego som bedst kan føle nærvær med heste og hunde. jeg lærer intet nyt om krigen, om holocaust, men jeg oplever det fra en helt ny vinkel, som jeg egentlig ikke tror er usædvanlig, men som sjældent er beskrevet “indefra”.
og jeg faldt i søvn. havde glemt at tage mit psykofarmaka (150 gr. venlaflaxin depot dgl.) og så får jeg abstinenser i søvnen. det giver vilde drømmeridt. jeg kørte en stor bordeauxrød chevrolet gennem østeuropa, ad små mudrede stier, gennem floder og dybe, rådne skove, der var røvere og der var nybyggere som man kender det fra westerns, jeg var i krig mod mohikanere, jeg kom til det indiske himalaya og lod mig indlogere i en bygning hvor alle røg hash og tog lsd-trips og kneppede i vilde orgier, jeg tog selv del, men det fyldte mig bare med angst, jeg ville gerne være med, men så gik jeg ud og åd pizza, pizza i himalaya. og der var backpackere over det hele, jeg kunne ikke holde dem ud, jeg fandt min wincherster frem og begik massakre. så var jeg tilbage i cirka ukraine, kørte rundt i et futuristisk skinnende hvidt og sart blåt badeland, kørte i bølger og gennem vandfald, der var kunstige blomster og dyr, det var internettet, det var en virtuel verden, og der var ingen vej ud, jeg skulle nå en færge, jeg skulle mødes med min døde far og jeg fik dårlig samvittighed, jeg vidste at jeg havde glemt ham, at jeg ikke vil nå det. men han tilgav mig via telepati og jeg vågnede badet i sved.
og jeg havde en dejlig samtale med min kæreste, bl.a. om at hun er ved at finde sig selv i skriften, finde skriften i sig selv, hvad man nu skal kalde det, er der er noget som er hendes, når hun skriver, noget som ikke kan kopieres, noget som ikke kun er epigon, hvad det så er. men det er vigtigt at finde. det  er motoren og brændstoffet, ilden som brænder. og jeg sagde at jeg var træt af det stempel jeg har fået knaldet i nakken for cirka 10 år siden, at jeg er psykisk syg. jeg gider ikke være syg mere. jeg tror ikke på det pis mere. så nu må jeg begynde at finde ud af, hvordan jeg skal leve som rask.
Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s