Den anden nat sov vi for foden af en stejl bakke, som stødte direkte sammen med himlen, ubrudt af telefonpæle, træer eller bygninger. Som havde vi overnattet kun cirka hundrede meter fra verdens ende, som havde vi sovet på en hylde over afgrunden, the Void.

Vågnede en morgen i teltet og mærkede det straks; at jeg havde glemt at tage min angstmedicin, 225 mg venlafaxin om dagen. Det begynder med en sitrende fornemmelse, så en dunken. Efterhånden mister jeg grebet om virkeligheden, en følelse som at være fuld, men uden den opløftede fornemmelse, uden nogen form for behag. Det er som om jeg kan se mit nervesystem. Det er ikke en vanlig visuel oplevelse, men nærmere som mine nerver kan se sig selv. Som om hele nervesystemet oversættes til en slags indre visuel støj. Det ligner et net, sort/hvid, der følger en lav højfrekvent hyletone med, en tinnitus langt inde i hjernen. Som er selve sansningen af virkeligheden ved at bryde sammen. Jeg kan ikke bedømme afstande, alt flyder, skriger. Jeg ligger i soveposen og kan mærke dens knitren, stirrer op i teltdugen, siver op i den, den siver ned i mig, der er ingen afstand, jeg må ud, men ligger naglet til stedet, floden flyder igennem mig, jeg flyder væk. Så husker jeg at trække vejret og min hjerne får ilt, ok, tilbage, og jeg kan kravle ud i solflimmeret. Hvor er jeg? Finder piller, finder vand, ned med det, og noget at spise, noget tørt brød, sætter mig lidt, kigger ned i jorden, ser myrer, småsten, ikke til at sætte i kategorier, kan erkende at dét er myrer, og dét er småsten, men logikken er væk, det ene kan ligesågodt være det andet, forskelsløst, og alligevel ikke, jeg plejer at have styr på den slags, men den evne er sat ud af spil. Koncentrerer mig om åndedrættet, ikke lukke øjnene, selv om et instinkt forsøger at få mig til netop dét, at lukke sansebombardementet ude. Men hvis jeg lukker øjnene, jeg ved det, bliver jeg svimmel, så mister jeg også fornemmelsen for op og ned. Langsomt flyder medicinen ud i blodbanerne, op i hjernen, jeg bliver stabiliseret, virkeligheden falder på plads, jeg vender tilbage, er udmattet, tom, rastløs. Det kan tage endnu nogle timer, inden jeg er helt i balance igen. Jeg gider det ikke, vil ikke tage den skide medicin, men den hjælper, jeg har fået at vide, at den hjælper, jeg kan mærke at den hjælper, jeg har fået det bedre efter at jeg begyndt at tage den, ikke de samme anfald, mere fokus, jeg er blevet bedre til at koncentrere mig. Men føler samtidig et vist tab, at noget mangler, en afstand,  
Jeg har genkendt oplevelsen hos Lévinas, i hans begreb ’il y a’ – ’der er’ eller mere præcist ’det er’. Et tomt grusomt sted hvor der blot er, men det er hverken væren eller eksistens. Det kan ikke beskrives. Han forsøger med en lyd, en larmende stilhed, jeg har nok her og der forsøgt med ørken, isørken, den slags, men så bliver det allerede genkendeligt, metafor. Det kan ikke beskrives, kun knap og nap opleves, ligesom bag om sanserne, hvis det var muligt. Det er umuligt at kommunikere, men gennemsyrer os. Det gør ondt, jeg mener det, det gør fysisk ondt overhovedet at skrive om det, jeg får kvalme, void-void-void. Jeg må stoppe nu, hvilket vil sige: Jeg må fortsætte, videre, ikke holde op.

Himlen er uendelig. Noget må ske. En så fuldstændig forskelsløs blåhed er ikke til at have med at gøre. Ingen små pipfugle til at skabe lidt polemik, blåt blåt blåt, ingen kondensstriber fra rutefly, ingen sublime jetjagere. Det har altid været en drøm at være jagerpilot, min drøm. Åh, ensomheden i en naturlovsstridig maskine under min kontrol. Ikke at jeg har lyst til at slå ihjel, nejnej, men at ramme målet præcist, en perfekt træffer, hvor tilfredsstillende. Og så er jeg allerede langt væk, ude over ørkenen, modstår min trang til at lave et triumferende loop, men jeg er professionel, foretager ikke én eneste unødvendig handling. Jeg er ét med min maskine, min mission. Åh far, nu kan du roligt være stolt af mig, sidde i din læderstol i stuens fjerneste hjørne og smile ved tanken om mig som gennembryder lydmuren og vender tilbage til mit hangarskib, den perfekte landing, et måltid mad og så et hvil.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s