Han kan se at hun trækker vejret, men det kan ikke være sandt. Dynen bevæger sig, og han kan lugte hende, hendes ånde. Hvordan det ser ud inde i hende; kødgrotter, stalaktitter og stalagmitter, gangsystemer derinde med små kriblende blege blinde organismer som kæmper om pladsen. Et aflukke. Nøglen smidt væk.

Han vil ud derfra, rummet trænger sig sammen om ham, og forekommer alligevel svimlende uendeligt. Lyset ude fra Glasgows gader trænger svindsottigt gult ind til ham, og han ved ikke længere hvor han er, hvordan han er endt hvor han er.

Hvor han er.

Det siger nok mest om forfatteren, havde Barber skrevet, Ashe ser igen for sig såret som åbnes, nærmest som af sig selv, og blodet som stiger op i små fede dråber, som hurtigt forener sig, og bliver til en strøm. Lynhurtige sving med kniven og et livsværk falder lydløst omkuld, allerede før klingen er gjort ren og ført tilbage på plads, har sneen lagt sig, månen hænger tom over landskabet, selv uglerne synes at have tabt mælet.

Han har aldrig for alvor været nordpå, ikke for alvor højt op i det skotske højland, eller bedre endnu; Norges fjelde i vintermørket, men nu ved han hvordan det føles. I sin søvnløshed står han i sne til knæene, omringet, istapper klirrer i hans skæg.

Siger nok mest om forfatteren, det er en forbandelse. Ashe vrider sig i sin store, så efterhånden alt for store, krop. Det brænder i halsen, hans øjne vil ud af ansigtet.

Og hvorfor trækker hun stadig vejret. Alt har han gjort for at deres liv sammen skulle blive smukt, skulle blive godt. De har rejst, han har husket mærkedagene, hendes yndlingsblomst, var det tagetes, det plejer ikke at være noget problem for ham.

Det er ikke godt.

*

Men de fik aldrig børn. Og hun hader ham for det, han kan mærke det. Dårlig sæd. En dag vil hun hævne sig.

Der ligger hun og stinker, hun trækker vejret, ligger der og rådner på deres seng, deres lagen, dyner tunge af nattens sved. Han skammer sig. Hun var smuk, der var sol, hendes hårde, lukkede ansigt som med ét kunne blive så fuldstændigt åbent, hele verden, hendes øjne.

Han må væk. Få klarhed over det her, alt det her. Det er blot en overgang, siger han og farer sammen. Står han her og taler med sig selv, hvem lytter, væggene husker alt.

Det er aldrig sket.

Det er et mareridt.

*

Han træder langsomt frem for mig, for os, Ashe, genfødt i fiktionen her, som ud af et blændende modlys, det er ikke en smertefri proces, fødsler gør så ondt, det kan ikke beskrives, man forsvinder ind i sig selv, til et sted man ikke anede findes, et sted som ikke kan beskrives, på en gang smertefrit og så samtidig ikke andet end netop smerte.

*

Solen står op, og de drikker morgenkaffe sammen, avisen knitrer og hunden vil ud, deres godmodige småskænderier; det er bestemt hans tur til at gå morgentur med Tessie, den logrende labrador som efterhånden er blevet fuldkommen døv. Fatter den overhovedet hvad der foregår omkring den. Ashe klapper den på hovedet og den piber utålmodigt, jaja, så er det vel hans tur igen i dag.

 Husk nu din hue, du er forkølet.

Hun pusler rundt med noget derinde i stuen, kan han høre, formaningen er ren automatik, han elsker hende, de hører sammen, forbundne som gedeblad og hasseltræ, de skal blive smukke igen.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s