Det er sådan her:

Jeg skriver næsten dagligt.

Det er en nødvendighed for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Et koncentreret frirum som hiver mig rundt i manegen, manegerne, gennem moradset eller hvad nu, et svar til verden, en omsætning af stof, fordøjelse, forbrænding. Ved ikke hvor mange kæder af ord jeg har skrevet indtil videre, spor af en erkendelsesproces som kører konstant. Vasker op, rydder op, kysser kæresten, ringer til en ven og hører hvordan det går med ting og sager eller bare for at sige hej, læser i en bog, er i gang og skal så engang imellem, cirka dagligt som sagt, sætte mig ned og skrive (eller somme tider står jeg i køkkenet og skriver, godt at stå og skrive, så får jeg ikke så ondt i ryggen, ondt skuldrene), sådan er det: verden kalder på skrift fra mig, mit møde med verden kalder på min skrift. Det kan lyde mystisk, jeg forstår det heller ikke. Har forsøgt at flygte fra det, finde på noget andet at lave, fylde mit liv med, noget mindre besværligt, noget mere rentabelt. Det dur ikke, det fedeste for mig er at skrive, jeg blir høj af det, og det flytter mig, den mest effektive måde at flytte mig på. En syntese af tanke og sansning: sanserne tænker, tankerne sanser = skrift.

Og det gør nas, det gør nas at flytte sig, man får osse ondt i hælene når man virkelig går, virkelig danser. Hele tiden ankomme, hele tiden tage videre. Jeg er fremmed og hjemme, hjemme og fremmed. Afleverer den her skrift (som nogle gange er fotografier) til verden som et lille tegn på at jeg har været her, små gaver efterladt langs vejen som hvem som helst som har lyst kan samle op og kigge på. Men jeg er dårlig til at gøre noget færdigt, samle noget til en bog.

Det har jeg ellers et behov for. At skabe noget samlet i en fysisk form, et objekt som kan tages i nogens hænder, som har vægt og mål, en duft, og som ældes. Den her blogbog eller hvad man skal kalde det, er et forsøg på at lave et værk som ligger mellem skriveprocessen og det færdige, fysiske objekt: bogen.

Det var hvad jeg havde at sige her til aften, klokken er 00:31, jeg har røget par smøger mens jeg skrev det her, og været i tvivl og lyttet til klassik indisk violinmusik og her er fodkoldt og jeg skulle egentlig have ryddet op på mit værelse, det havde jeg besluttet mig for.

Skriver fordi der er friktion, noget jeg ikke helt kan få styr på, som jeg forsøger at få styr på, som ikke vil stå stille, det står aldrig stille, skriveriet måske en tåbelig længsel efter at få det som ikke vil stå stille til at stå stille, mit møde med verden, den friktion. Føler hele tiden at jeg er lige ved at få styr på noget.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s