Vi har fået en ny vandhane i dag. Men det er ikke det jeg vil fortælle om. Vores mors kæreste kom og installerede en ny vandhane i køkkenet i dag, den er kæmpestor og skinnende metal. Han stod og fumlede med en lang spiral af metal, fjederlignende dims, den havde viklet sig ind i sig selv, og han var ved at gå ud af sit gode skind, som man siger, hans tålmodighed var sat på en prøve, så jeg tilbød min hjælp, og sammen fandt vi ud af det, fik vi viklet spiralen ud af sig selv, vi vidste ikke helt hvordan, men det vi gjorde, trin for trin, var det rigtige.

Men det var som sagt ikke det jeg ville fortælle om. Vi ankom endelig til Madurai, en by med mange templer, en hellig by, jeg ville gerne have opholdt mig der længere, men vi skulle videre, op i bjergene, jeg vil gerne tilbage engang. Alle de steder jeg gerne vil tilbage til. Vi havde glædet os til busturen, vi havde glædet os til at køre gennem smukke landskaber, edenske haver, banantræer (men bananer er ikke træer, bananer er faktisk stauder, urteagtige planter, selve bananerne er uægte bær, den dyrkede banan er en hybrid og har derfor ikke noget hjemsted, alle dele indeholder mælkesaft og slimstoffer) så langt øjet rækker. Men sådan var det ikke. Det var en uendelig vindmøllepark vi kørte igennem, hensygende vegetation, ørken snart.

Vi blev inviteret til bryllup, hvis vi stod af, men vi skulle videre, vi så et helligt bjerg i det fjerne, den mest perfekte kegleform, fik at vide at der var et shivatempel på toppen, vi tog ikke derop, en anden gang.

Og vi kom til Madurai hvor jeg købte nogle smøger, hvor jeg tændte en smøg med den glødende ende af et reb,

(find ud af hvad du vil sige om hende) vi så en gudinde danse over symaskinerne,

folk kom op at slås om stegepander, blomster som lå og flød på fortovene,

friskpresset juice

et tårn af farver og figurer, det kunne ikke være sandt

derinde i det inderste, helligste gik vi rundt og for vild

Og nogen sagde at jeg lignede en Bollywoodstjerne når jeg røg min smøg, den Bollywoodstjerne kom jeg senere til at møde, da vi kom til Mumbai

vi så et træ, et stort og smukt og sundt træ der midt i byen, og under det et tempel, vi fotograferede og gik tættere på, fotograferede og gik tættere på. Foran templet stod mennesker og bad, stod mennesker ved et kar, vi fotograferede og blev oversprøjtet med kokossaft, for de knuste kokosnødder i karret så det sprøjtede og splintrede. Og så var jeg ikke tvivl: det her er ikke for sjov, det her er ikke pjat, det er alvor, her er sadhuer, vise mænd, nøgne filosoffer som Plinius siger at grækerne kaldte dem: de nøgne filosoffer. Vi var idioter, vi var vesterlændinge med vores mekaniske øjne, vores tyvagtige øjne, som vil have alt med hjem, vil have bevis for det vi så, så vi kan vise det, hænge det op på vores vægge, på vores blogs. Og templet lukkede straks.

På mine fotografier kan jeg se sadhuens øjne, han stirrer direkte ind i kameraet, stirrer direkte ud af fotografiet, det er det blik jeg fik med mig hjem,

det er det blik som sidder i mig nu, og ikke kan fjernes.

Jeg vil vide alt.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s