Så landede vi i Mumbai igen.

Cirklen nærmede sig sin slutning. Og vi slap levende gennem diverse sikkerhedstjek, mistænksomme øjne bag skranker, stempler, stempler, stempler og vores baggage dukkede op på rullebåndet. Klokken var lidt i 22, vi havde booket et værelse på et hotel, kun til den første nat, næste dag skulle vi finde noget andet. Men nu gjaldt det om at finde frem til et for os ukendt punkt i en by med 17 millioner indbyggere (officielt tal – reelt bor der nok mere end 20). Og vi ved hvor vanskeligt det kan være i Indien, hvor gaderne kun har navne på turistkort og i den offentlige administration. En adresse kan være sådan noget som: I den blå bygning overfor banyantræet i nærheden af havnen. Men altså: det er jo for faen Mumbai, Indiens økonomiske højborg, Home of Bollywood, der de rigeste indere bor, nogle af verdens rigeste mennesker; mon ikke der er bare lidt mere styr på tingene her. – Jo, det er der, men kun for dem som har mulighed for at forstå de systemer som holder styr på tingene, og det er langt fra alle; fx skal man kunne læse vejskiltene, kortene, og ikke bare læse, men læse engelsk. Det kunne vores taxichauffør ikke. Vi var ellers gået over til pre-paid taxi-kontoret – en god idé; man siger hvor man skal hen, de finder adressen i deres elektroniske system, giver én en pris, man betaler og får en kvittering med adresse og nummeret på den taxi som skal køre én derhen. Fint nok. Men som sagt; vores chauffør kunne ikke læse. Og han kunne kun det mest rudimentære engelsk. Han fik hurtigt forklaret os at han ikke brød sig om Mumbai; den er for stor og for dyr. OK. Og så rablede han ellers derudaf på en blanding af hindi og engelsk, vi forstod ikke en skid; måske var det noget med at han kendte en genvej, noget med noget vand, noget med en bro. Vi sagde OK, og fint, men vi forstår ikke rigtig hvad du forsøger at fortælle os. Og vi gentog adressen og navnet på vores hotel. Windsor Hotel, Ballard Estate, Kumpta Street. Men det syntes ikke at ringe nogen klokke hos ham. Han glattede og glattede sig hår igen, kiggede sig i sidespejlet, slingerede heftigt, drønede af sted for fuld knald gennem den tætte trafik, hamrede løs i hornet, satte noget musik på, slukkede det igen, plaprede videre om noget vi ikke forstod. Vi blev nervøse. Og understregede at det var hans opgave at få os frem til målet, og vi havde ikke tænkt os at betale ekstra for noget som helst, det her var en pre-paid taxi og han havde adressen. Vi kiggede på hinanden, vi kiggede ud ad ruderne på de smadrede bygninger, affaldsbjergene, plasticbålene, skyggerne som flakkede omkring derude. Op imod 70% af Mumbais indbyggere bor i slum; de lever i affald, bygger deres hjem af affald, æder affald, sorterer affald for at finde noget som kan sælges, der er ikke noget der hedder skolegang, der er ikke noget der hedder sikkerhedsnet, fremtid, at stige op. – Så fandt vores chauffør en eller anden stift frem, en parfume af en slags, han vendte sig om imod os, manisk smilende, savlende rød betelsaft, blanke øjne og totalt fucked – om vi ville prøve hans parfumestift. Nej tak. Så mumlede han noget, og smurte sin venstre arm ind i glinsende, duftende snask, og han nærmeste hvinede af fryd. Det var tydeligt, at han ikke anede, hvor vi skulle hen. At han bare kørte i den retning, hvor de fleste hoteller ligger og håbede på det bedste. Vi var jo rige vesterlændinge, om det var det ene eller det andet hotel kunne vel være det samme. Men vi ville frem til vores hotel, vi havde et værelse som ventede på os. – Så holdt han ind ved et hotel, og sagde: This. Men det var det ikke. Alt for stort, alt for dyrt, med uniformerede vagter udenfor og de parkerede biler udenfor var af mærker som Mercedes, BMW, Jaguar. SÅ rige var vi heller ikke. Vi gentog det som nu var blevet et mantra: Windsor Hotel, Ballard Estate, Kumpta Street. Han gentog: Ballard Street, Kumpta Hotel, Ballard, Ballard. Og vi viste ham kvitteringen igen. Ballard Estate, Windsor Hotel, Kumpta Street. Og vi tilføjede at det var i bydelen Colaba, på grænsen til Fort. Ikke Fort, men på grænsen til Fort, Colaba. Vi vidste mere end han gjorde. Vi var enige om at han under ingen omstændigheder fik nogen drikkepenge. Og vi fortsatte, hvirvlede gennem Mumbais trafik. Retningsløst. Igen og igen holdt han ind ved et hotel, hvilket som helst hotel, og sagde: This. Og vi sagde nej. Han sagde: Very good, very tourist. Vi sagde nej. Vi gentog vores mantra. Han gentog vores mantra, korrumperet, der var tydeligvis støj på linjen. Vi ville gerne have sympati med ham, forstå hans situation, det pres han var under, men vi var trætte og vi var stressede, vi ville bare gerne frem, fuck ham. Så begyndte han at stoppe ind og spørge tilfældige fodgængere om vej, stadig uden helt at have forstået vores mantra, vi måtte hænge ud af ruden, rette op på hans fejl, og forvirringen var total, fodgængerne begyndte at skælde ud på ham, fordi det også var tydeligt for dem, at han var helt på spanden, gik vi ud fra. – Hvordan vi i sidste ende nåede frem til Windsor Hotel, Ballard Estate, Kumpta Street ved jeg ikke helt, men det lykkedes, og vi skyndte os ud af bilen, og ind gennem hoveddøren, væk fra ham, væk fra hans tiggeri om lidt ekstra penge, long drive, very difficult, give me.Nej, fandme nej. Han måtte sejle sin egen sø.    

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s